Velkommen til min hjemmeside om min store hobby;
Håndbrygning.
Hvorfor overhovedet brygge sit eget øl?
... det er jo sådan noget kan man jo spørge sig selv om. Især
da der er så mange udmærkede bryggerier til. Bryggerier som, lige fra de store bryggeriers industrielle
plan, til de små lokale bryggeriers makroniveau, brygger så fint øl.
Men det er ikke kun fornøjelsen ved at skylle de ædle humlede dråber ned, der
appellerer til min skabertrang. Det er selve fornøjelsen ved det selvskabte. Ved
fortabelsen ind i de forskellige metoder og muligheder at gribe de forskellige
processer i brygningen an på. Og fornøjelsen ved, at servere det vel afkølede øl
fra fad, sammen med de sædvanlige forbehold om alle de små finesser, der gør at
lige præcis denne øl ikke helt svarer til det forventede. Og så opleve at andre
faktisk siger, at de kan lide denne øl (Muligvis af almindelig høflighed), eller
at de ikke kan lide den. Og så diskutere hvordan smage, dufte og andre indtryk i
øllet kan fornøje eller skabe ubehag. Og så den varme berusende bivirkning, som
alkoholprocenten i de fleste tilfælde vil give. Den må vi leve med, mens vi
hylder ølguderne.
Jeg ønsker at dele denne glæde ved brygningen med andre og
håber at kunne inspirere og blive inspireret af andre. Derfor har jeg lavet
disse sider.
Du vil derfor kunne læse om flere forskellige dele af
brygningens verden set fra mit perspektiv - og med de fejl, begrænsninger og
sejre det giver. det er mit håb at du vil klikke lidt rundt på siderne og lade
dig underholde.
"Bryghuset og brygmesteren"
Bryghuset ligger fysisk hjemme i og udenfor mit køkken på Fanø.
I praksis fungerer
det ved at jeg tager mit brygudstyr frem, når jeg skal brygge og sætter det væk,
når jeg er færdig. Det er jo så med til at understrege det hobbyprægede, der er
over det håndbryggede øl.
Jeg har brygget øl, siden jeg julen 2004 fik mit første bryggesæt, som blev
indkøbt ved Maltbazaren (Se mere under Links). Men det er siden blevet udvidet
nogle gange (Se mere under brygudstyr).
Når ikke jeg brygger øl, beskæftiger jeg mig med mit arbejde
som teamleder i socialpsykiatrien i Varde Kommune.
Jeg har efter næsten 20 år som
pædagog, videreuddannet mig til cand. pæd. i pædagogisk psykologi ved DPU.
Samtidig interesserer jeg mig for coaching og har derfor taget kurset "Coaching
i organisationer" ved Tietgenskolen i Odense.
Samtidig har jeg en del andre hobbies, som hver især kræver
sin del af den sparsomme fritid. Gennemgående for alle hobbies er at det er
sjovt og ofte meget givende at gøre tingene selv og fra bunden.
Men inden jeg får lavet en længere selvbekendelse ud af det
skal det siges at siderne her handler ikke om mig, men om ølbrygningen...
God fornøjelse på siderne, og skriv endelig hvis du har spørgsmål eller
ideer.
Højt skum!
Lars Reinholdt Christensen
|